Individuelle samtaler og terapi
Nogle gange møder vi nogle udfordringer i livet, som vi ikke selv kan se os ud af, og så kan det være en god idé at tale med en psykolog.
Som barn / ung kan man f.eks. mistrives pga. noget konkret, der er sket - det kan være skilsmisse, dødsfald i familien, en ulykke, mobning, skoleskift eller lignende. Man kan også mistrives hvor det, det er årsagen, er mere uklart. Men det gør det ikke mindre ubehageligt! Det kan f.eks. være, at man har selvværdsproblemer, føler sig stresset , har udviklet en depression, symptomer på angst eller en fobi. I så fald kan det være rigtigt svært at komme videre uden hjælp.
Det kan også være, at man har en diagnose som ADHD og / eller autisme, og at dette giver nogle udfordringer i forhold til at fungere i éns hverdag uden at brænde sammen. For det er nemlig ofte det, der sker for de børn og unge, der har den slags diagnoser: de kan holde til en vis mængde af stimuli eller en vis tid i en almindelig hverdag, men på et tidspunkt er grænsen nået. Så får man måske en “nedsmeltning”, man bliver “udadreagerende”, eller man trækker sig ind i sig selv og isolerer sig på værelset.
Alle ovenstående eksempler er noget, jeg har arbejdet med, og som jeg gerne vil hjælpe dig og dit barn med!
Vi starter med en samtale, hvor vi sammen bliver enige om, hvad det er der skal være fokus for samtalerne. Og jeg lytter hele tiden til, hvad det er der er vigtigt for lige netop dig / jer.
Nogle gange er det nok at tale med barnet / den unge for at afhjælpe mistrivsel. Andre gange er man nødt til at inddrage forældrene. Men jeg vil gerne hjælpe med at få øje på, hvad det er der skal arbejdes med og være en del af løsningen.
Samtaler med børn:
Med yngre børn (under 10 år) veksler jeg typisk mellem samtale, legesekvenser samt små “opgaver” på papir, hvor vi f.eks. tegner ind, hvem der er i barnets familie og netværk, tegner situationer eller følelser eller bruger visuelle modeller til at hjælpe barnet med at forstå de udfordringer han / hun oplever. Nogle gange er det hjælpsomt at mor eller far er med til samtalen, andre gange er det fint for barnet at taler med psykologen alene. Det aftaler vi med hinanden til den første samtale (hvor der altid er en forælder med).
Samtaler med unge:
Samtaler er som regel som samtaleterapi med voksne men med et andet fokus. Det vil sige formen er samtaler, evt. med små øvelser. Samtalerne med de unge tager udgangspunkt i de udfordringer, den unge selv oplever at have. I nogle tilfælde er det de samme som forældrene ser, andre gange oplever den unge noget andet. Men uanset hvad tager vi udgangspunkt i og respekterer den unges udsagn. Ikke sjældent bliver den unges måde at anskue tingene på mere nuanceret undervejs. Det er nogle temaer der ofte er i spil, når det er unge mennesker man taler med. Det kan være temaer som identitet, selvværd og selvtillid, køn, seksualitet, præstationspres, mobning, angst og depression.
Til de unges samtale har jeg som udgangspunkt ikke forældrene med - udover den første gang (hvor det også er valgfrit men anbefales).